4. Børnesyn og børneperspektiver

I Æblehuset er vores børnesyn ikke blot et børnesyn, men i høj grad et menneskesyn. Vores børnesyn er sammensat af tanker og teorier fra både psykologien, filosofien og nyere småbørnsforskning.

I Æblehuset vil du opleve, at vores børnesyn gennemsyrer og skinner igennem alt hvad der foregår i løbet af en almindelig hverdag. Du vil kunne mærke, se og høre hvordan vi bærer vores børnesyn med os, i alt lige fra bleskift, måltider, konflikthåndtering, forældresamarbejdet og i de mange dialoger og samspil der opstår mellem børn og voksne i løbet af dagen.

Æblehusets børnesyn værner om børnenes perspektiver og deres ret til leg og medbestemmelse. Vi sætter os i børnenes sted og forsøger hele tiden på, at forstå deres oplevelser og følelser.

Æblehusets børnesyn hænger uløseligt sammen med de børneperspektiver som vi tager. I Æblehuset tilstræber vi altid, at forsøge at komme så tæt på børnenes egne oplevelser som muligt. Det gør vi ved, at de voksne forholder sig åbne og ydmyge overfor det som børnene kommer med. Vi er nysgerrige på, hvad det er som barnet ser, hører, føler, sanser, fortæller og oplever.

Når vi sætter os i børnenes sted og forsøger, at forstå deres oplevelser og følelser, får vi det bedste udgangspunkt for kunne understøtte, guide og skabe rammer som både skaber tryghed og udvikling.

Relationerne mellem børn og voksne i Æblehuset er i høj grad karakteriseret ved, at de voksne kender børnene rigtig godt. Når vi voksne kender børnene bliver det lettere for os, at forstå og tolke børnenes signaler og intentioner og dermed også at anlægge et børneperspektiv som tilgodeser børnenes egne perspektiver. 
F.eks. ved vi i Æblehuset, hvor vigtigt vores kendskab til det lille barns bevægelser, mimik og ansigtsudtryk er og hvordan det kan hjælpe os til, at få øje på og forstå barnets følelsestilstande. I Æblehuset ved vi, hvordan vores kendskab til gårsdagens lege og udfordringer hos et enkelt barn eller en børnegruppe kan hjælpe de voksne med, at forstå og handle på det der sker i dag, lige nu og her.

I de svære situationer vil Æblehusets børn møde voksne, der forstår børnenes intentioner, og som vil være i stand til at forstå barnets følelser, skabe mening og hjælpe barnet videre. Derudover arbejder vi med at give børnene redskaber til på egen hånd, at kunne begynde at håndtere svære situationer i fremtiden.