Hvordan har vi arbejdet med Æblehusets styrkede pædagogiske læreplan
I Æblehuset har vi målrettet arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan siden 2017. Det har været en spændende og dynamisk proces. Vi har erfaret, at det har krævet mod til at famle, eksperimentere og fejle. Mod til, at konfrontere og reflektere med sine kollegaer. Mod til, at problematisere egne og andres handlemønstre, vaner og vurderinger.
Vi har på personalemøder, udviklingsdage og i hverdagen haft fokus på alle de elementer den styrkede pædagogiske læreplan indeholder.
Det er en cirkulær proces mellem teori, iagttagelse, refleksion og handling, der danner grundlag for den pædagogiske praksis og udvikling i Æblehuset, og det er samme tilgang vi har benyttet i udarbejdelsen af Æblehusets styrkede pædagogiske læreplan.
Undervejs har vi rettet blikket på forskellige områder af vores praksis, og gennem dialog og pædagogiske samtaler undersøgt vores praksis, hvorefter vi har bibeholdt, justeret eller helt ændret på vores måde at handle på.
Igennem processen har vi skrevet på læreplanen og udarbejdet videoer der beskriver Æblehusets børne- og læringssyn og pædagogiske praksis.
Denne proces har selvfølgelig, som så meget andet i samfundet, været ramt af Corona pandemien, som har besværliggjort arbejdet. Vi har derfor arbejdet med, at færdiggøre den styrkede pædagogiske læreplan helt op til deadline, som var 1. marts 2021.
Denne evaluering er derfor udarbejdet samtidig med, at sidste rettelser og tilføjelser er lavet i Æblehusets styrkede pædagogiske læreplan.
Hvordan har Æblehuset organiseret vores evalueringskultur
Evaluering er ikke nyt for Æblehuset. Vi har i mange år fokuseret på, at have en reflekterende og evaluerende kultur, som åbner for nye- og bedre handlemuligheder.
Arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan har skærpet vores fokus på evalueringskulturen.
Evalueringskulturen i Æblehuset har i princippet flere formål. Evalueringen sigter på den ene side mod at udvikle Æblehusets læringsmiljø, således der skabes trivsel, læring, udvikling og dannelse for børnene.
På den anden side sigter evalueringskulturen mod, at personalet udvikler en faglig selvkritisk og reflekteret tilgang til deres pædagogiske praksis, således personalet får øje på deres praksis, tænker og reflekterer over den, og ændrer praksis hvis der er behov for det.
Som nævnt indledningsvist, har vi i processen med udarbejdelsen af den styrkede pædagogiske læreplan, beskæftiget os bredt med alle elementerne. På sigt, ser vi frem til at fordybe os mere målrettet i enkelte elementer, vi har dog haft et særligt fokus på nedenstående områder:
- Æblehusets Børne- og læringssyn
- Tilrettelæggelse af læringsmiljøet
- Børns leg
- Relationer og tilknytning mellem børn og voksne
- Social udvikling, deltagelsesmuligheder og fællesskabsfølelse
- Børneperspektiv
Vi har vurderet, at disse områder har været særligt vigtige og interessante for Æblehusets børn og personale, samt Æblehusets generelle udvikling.
Vi har brugt iagttagelser, praksisfortællinger, videooptagelser som dokumentation for vores evaluering.
Formålet med evalueringen har været, at undersøge om Æblehusets praksis stemte overens med den styrkede pædagogiske læreplan.
Inddragelse af forældrebestyrelsen
Forældrebestyrelsen har løbende været involveret i Æblehusets udarbejdelse af den styrkede pædagogiske læreplan. Men da processen har forløbet over flere år, har der også været en udskiftning af bestyrelsesmedlemmerne løbende. Desuden har bestyrelsesarbejdet været ramt af Corona restriktionerne, og det har derfor ikke været muligt at mødes så ofte som normalt.
Vi ser derfor frem til, at foreligge bestyrelsen den endelige udgave af Æblehusets styrkede pædagogiske læreplan på vores møde i marts, hvor vi i fællesskab vil se nærmere på hvordan bestyrelsen kan inddrages yderligere.
Det fremadrettede arbejde
I vores fremadrettede arbejde vil vi fortsat have et særligt fokus på, hvordan vi udvikler Æblehusets evalueringskultur.
Vi vil fortsat arbejde med vores kompetence til, at stille undrende spørgsmål der åbner for nye og bedre handlemuligheder, ligesom vi vil fortsætte med, at tage vores praksis op til undersøgelse.
På nuværende tidspunkt, kan vi selvsagt ikke sige hvad vi får øje på og hvilke ruter det vil åbne og hvilke nye undersøgelser vi så vil foretage.
Desuden har vi planer om, at vi i den kommende tid vil dykke dybere ned i følgende temaer:
- Børneperspektiv
- Temaerne:
- Natur, udeliv og science
- Kultur, Æstetik og fællesskab
- Krop, sanser og bevægelse
Hele tiden med et fokus på Æblehusets Børne- og læringssyn samt hvordan vi tilrettelægger vores læringsmiljø.
Vores fortsatte arbejde vil selvfølgelig betyde, at vi kommer til at justere og ændre i vores praksis. Dermed vil vi også løbende ændre i Æblehusets styrkede pædagogiske læreplan. Vi kommer sikkert både til, at omskrive nogle af vores tekster så de er retvisende i forhold til Æblehusets praksis, men vi har også et håb om, at udarbejde flere videoer der kan være med til at beskrive vores pædagogiske tanker og praksis.