16. Kultur, æstetik og fællesskab

  1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier.
  2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.

Kultur skabes, genskabes og forandres i samspil. Det kan være samspil med børn, voksne og med de genstande, der omgiver os. Det betyder, at kultur er dynamisk, mangfoldig og foranderlig. Kultur er ikke en fast og afgrænset størrelse, men derimod en proces, hvorigennem vi opnår mening, får viden og erfaringer, og hvor vi erkender gennem mødet med andre og vores omverden. Det betyder, at børns aktive deltagelse i kulturelle processer – hvad end de handler om æstetik eller fællesskab eller begge dele – har stor betydning og prioriteres i Æblehuset.

Når Æblehusets børn deltager aktivt, har de mulighed for at føle, sanse og erkende og dermed finder læring, udvikling og dannelse sted.

I Æblehuset arbejder vi med at skabe fælles normer og værdier, der danner børnene til at være en del af et større samfund. Vores kultur skal favne alle børn, hvor alles perspektiver vægter lige højt.

Vi skaber fælles oplevelser, hvor børnene får viden og indsigt i egen og andres kulturelle baggrund. I Æblehuset skal alle børn føle sig betydningsfulde og anerkendte og opleve, at deres ”stemme” og perspektiv bliver taget alvorligt. I Æblehuset møder de voksne børnene med åbenhed og nærvær. Vi er opmærksomme på at vores omsorg for det enkelte barns måde at kommunikere på, handle på og udtrykke sig på, er med til at styre barnets deltagelse og lyst til at bidrage til fællesskabet. 

I Æblehuset har vi en bred forståelse af æstetiske læreprocesser som kan være en række sansemæssige oplevelser, hvor børnene får mulighed for at bearbejde og kommunikere følelser, tanker og oplevelser. Yderligere udvikler børnene deres empati og identitet, samt fantasi og kreativitet.

I Æblehuset skaber vi et læringsmiljø der fremmer børnenes kreativitet og stimulerer børnene til at gøre opdagelser og udforske deres omverden. Disse læreprocesser er ikke begrænset til et enkelt kreativt rum, men er en tilgang og en måde hvorpå både barnet undersøger sig selv og de fællesskaber de befinder sig i.